Nyheder

2014

Foto: Zanne Jedig

 
Salgslisten er opdateret 15/11
Følsiden er opdateret 16/8
 
December
 

Så er endnu et år gået, og det har været et rigtigt godt år for os på Pony-fronten. Vi har fået en flok dejlige føl, har været i godt selskab med andre welsh-folk i både ind- og udland, og vores dyr har klaret sig rigtigt godt på showbanerne - vi har deltaget i 11 shows + kåringsweekenden med følgende resultater:

- 16 røde rosetter / 1. pladser

- 8 blå rosetter / 2. pladser

- 23 p. + Skuets bedste 3-års hoppe, Det Fynske Dyrskue

- 24 p. og nr. 3 i Skuets bedste hingst, Det Fynske Dyrskue

- 24 p. og 23 p. på Landsskuet

- Best-In-Show ved Fyns Plageskue for Ponyracer

- Ungdyr-, hoppe, og reserve supreme champion sec. A ved Fyns Juni Show

- Reserve ungdyr champion sec. C, Fyns Juni Show

- Reserve Junior champion og nr. 2 i stutterikonkurrencen ved Oktobershow

- Junior sølv og bronze vinder ved Hingsteshowet i Jylland

- Bedste welsh, reserve Best-In-Show og bedste samling ved M&M Vintershow

- Senior og supreme sec. A champion, samt reserve Best-in-Show, Hingsteshow, Sjælland

- Hingstechampion sec. A; kåringen

- Ungdyr-, reserve hoppe-, reserve supreme champion sec. C; kåringen

- Kåringens bedste hoppe

- Vinder af DM-klassen ved kåringen

- Kåret i 1.kl: 2 stk.

Og dertil kommer flere gode placeringer for andres Gribsvad ponyer, både på showbanerne, men sandelig også på ridebanerne - stort tilykke til Jer alle.

Vil ønske Jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår

- glæder mig til Jubilæumsåret 2015!

 

 
November
 

På en kold, mørk novemberdag tog vi til Sjælland for at deltage i M&M Christmas Show. Vi havde Gribsvads Flower, Gribsvads Bibbi Jo og Gribsvads Zahir Jo med, som alle vandt hver deres respektive klasser. Desuden blev der vist en samling efter Parvadean the Gigolo, hvor Bibbi Jo og Zahir Jo var 2 af de 3 deltagere, og samlingen endte med at løbe af med titlen som bedste samling. Efter en lang dag, hvor man godt kunne have ønsket sig lidt varmere vejr, stod det i finalernes tegn. Her var det Gribsvads Bibbi Jo, der var bedst kørende, idet hun endte med at opnå følgende titler: Bedste welsh, vinder af 3-års championatet og Overall Reserve Best-In-Show. Så det var en rigtig god dag for os, vi kørte hjemad med masser af fine roseetter og præmier, og prøvede på at få varmen igen i lastbilen på hjemturen.

 
Oktober
 

En anden oktobertradition er en tur til Cob-auktionen i Wales, og det var vi da også i år. Der var knap så mange dyr tilmeldt, og det så heldigvis ud til at det nok, var de ringeste, der var blevet hjemme. Jeg købte en lille ny "ting" til stutteriet, et dejligt rødt hingsteføl med fine aftegn. Han hedder Crossfield Demonstrator, og er en dejlig rolig og fornuftig lille herre. Han har en lidt anderledes afstamning, end mange af dem vi kender herhjemme, så vi får se om han kan komme til at passe i avlen på sigt - det er i hvert fald det vi forventer. Han har en helbror, der allerede har gjort det rigtigt godt i Wales.

Efter auktionen gik turen til Cornwall; en lang køretur, men bestemt ikke forgæves. Det er et dejligt område, og vi besøgte en lille håndfuld stutterier, hvoraf et par af dem havde over 100 welsh hver, så der var ligt at se på! Og der var flot natur, god mad og hyggeligt selskab, så er der vel ikke noget at klage over....! En rigtig god tur igen.

***

Det er også ved at være en tradition at deltage i Oktobershowet, og i år var ingen undtagelse. Vi havde Gribsvads Lady Laura med, som endte på en 3. plads i sin klasse: Gribsvads Flora blev nr. 2 i sin klasse, mens Gribsvads Zahir Jo og Gribsvads Bibbi Jo vandt hver deres klassse. I finalerne gik det også godt for dem, idet de blev hhv. nr. 2 (Bibbi) og nr. 3 (Zahir) i kampen om titlen om junior hoppe championatet. Og i Stutteri konkurrencen blev vi nr. 2 ud af 6 flotte samlinger. Et rigtigt godt show med masser af flotte præmier og god stemning.

 
September
 
I september afholdt vi ERFA møde hos os, og det var dejligt at se rigtigt mange her - især en del nye. Vi startede med lidt morgenmad i stalden, og så ponyerne på firmaadressen, inden vi drog hjem og så resten. Og som vanligt havde folk medbragt en masse lækker mad, der blev spist, mens vi snakkede ponyer - selvfølgeligt primært sec. C - og der var også fokus på engelske rideklasser, hvad kræver der, og hvem kan være med osv. Det ville være fint, om der kunne komme gang i dem i løbet af vinter/forår 2015, så der kan komme en god flok til Internationalt Show. Igen en hyggelig og konstruktiv dag i godt selskab.
 
August
 

Sidst i august var det som vanligt tid til Fyns Følskue, hvor vi havde fyldt lidt i lastbilen. Gribsvads Simpson vandt sin klasse med karakterene 8-7-9-9-8, Gribsvads Rose var i en stærk klasse og blev nr. 3, men fik alligevel de flotte karakterer 8-8-8-8-8, Gribsvads Jimmy Jo blev nr. 2 i sin klasse (med 8-8-8-9-8), kun slået af dagens senere vinder af titlen bedste hingsteføl på tværs af alle racer. Gribsvads Julia Jo blev ligeledes nr. 2 i sin klasse, men fik også flotte points: 9-8-9-8-9, så som man kan se var kvaliteten på dagen høj, når man kan få så fine karakterer uden at vinde klassen, og i nogle af dem var der rigtigt tæt løb. En god dag, med god stemning og flotte føl.

***

Første weekend i august byder traditionen tro på kåringsweekend, og den fandt i år sted i de flotte og hyggelige rammer på Dorthealyst. Vi havde taget et par stykker med til kåring, og bedst gik det for vores sec. A hingst Shamrock Micro Cleveland, og 3-års sec. C hoppen Gribsvads Bibbi Jo, der begge opnåede kåring i 1. klasse.

Vi havde også taget Gribsvads Mehle Jo med, men hun var præget af et stort føl og var noget mat i det hele i varmen på kåringsdagen, så hun endte i 2.kl.B.

I showklasserne blev hendes føl, Gribsvads Sussi Jo, nr. 4 i den store flotte følklasse og Gribsvads Zahir Jo vandt sin klasse.

Shamrock Micro Cleveland blev også sec. A hingste champion, og Gribsvads Bibbi Jo opnåede titlerne ungdyr champion, reserve hoppe champion og reserve supreme champion sec. C. Og sidst men ikke mindst snuppede vi titlen i DM-klassen med den bedste gruppe af ponyer af egen avl.

Alt i alt en super kåring, med god stemning i gode omgivelser. Tak til Dorthealyst-teamet / welsh forplejningen.

 
Juli
 

Til Landsskuet i Herning havde vi valgt at satse på sec. C, og havde taget 3 ponyer med. Gribsvads Baltzer opnåede 24 points og fik en fin ærespræmie. Gribsvads Bibbi Jo, der var inviteret via sin sejr på Det Fynske Dyrskue, fik 23 points, mens Gribvads Zahir Jo, der var noget urolig under bedømmelsen, opnåede 22 points.

Gribsvads Bibbi Jo endte lige uden for præmeirne, idet hun endte på en 4. plads i konkurrencen om skuets bedste 3 års, og Gribsvads Baltzer endte på en 5. plads i kampen om "Skuets bedste hingst".

Et godt skue, hvor det var dejligt at se den store tilslutning og mange fremmødte welsh.

 
Juni
 

Ugen efter stod der Det Fynske Dyrskue på programmet, og her havde vi taget sec. A hingsten Shamrock Micro Cleveland med, og han blev tildelt de flotte 24 points + ærespræmie. Det gav ham adgang til konkurrencen om "Skuets Bedste hingst", hvor han blev en flot nr. 3.

Vi tog også sec. C hoppen Gribsvads Bibbi Jo med, som opnåede 23 points + ærespræmie. Også hun fik dermed adgang til konurrencen om "Skuets bedste 3-års hoppe", hvor hun gentog successen fra sidste år, og løb af med den fornemme titel.

Desuden var der flere Gribsvad avlede/ejede ponyer udstillet, Llanfihangel Hedd-Wyn, der er far til vores føl i år fik 24 p., Gribsvads Zumba 21 p., Gribsvads Aice 23 p. og Gribsvads May 22 p. - tillykke til udstillerne!

***

Første lørdag i juni blev der afholdt Fyns Juni Show, og vi havde læsset lastbilen og hængt en trailer på, så vi havde fyldt godt op. Først i ringen var Gribsvads Flora, som vandt sin klasse, efterfulgt af Shamrock Micro Cleveland som blev nr. 2 i sin klasse. Gribsvads Zahir Jo vandt sin klasse, mens Gribsvads Bibbi Jo og Gribsvads Vicki Jo var i samme klasse, hvor de blev hhv. nr. 3 og 4. Vickis føl, Gribsvads Frida Jo blev nr. 4 i følchampionatet.

I finalerne løb Gribsvads Flora med titlerne ungdyrchampion, hoppechampion og reserve supreme champion sec. A - ikke så ringe for en 1-års hoppe. Gribsvads Zahir Jo fik også en titel med på vejen, idet hun blev reserve ungdyr champion sec. C. Alt ialt en god dag med godt vejr og humør.

 

 

 

 

 

 

 
Maj
 

Til Fyns Plageskue havde vi igen fyldt lidt ponyer i lastbilen, og det gik helt godt. Den 1-års sec. A hoppe Gribsvads Flora vandt sin klasse med karakterene 9-8-8-9-9, den 1-års sec. C hingst Llanidan Cymro var ikke helt i topform, og endte på en 2. plads i sin klasse med karakterene 8-7-8-6-7. I klassen for 2-års sec. C hopper havde vi to med, og det blev Gribsvads Zahir Jo, der løb med 1. pladsen og de fornemme karakterer 10-9-9-9-9, mens ½-søster Gribsvads Kikki Jo kom på en 3.plads i det flotte hold, også med fine karakterer: 9-9-9-8-9. Så der var nogle stykker, der skulle med i finalerne, og det endte med at Gribsvads Zahir Jo trak det længste strå og læb af med titlen som Best-In-Show!

 
April
 

Til Plageskuet på Dorthealyst havde vi Gribsvads Kikki Jo med, som vandt sin klasse med 9-8-8-8-8, Llanidan Cymro blev nr. 3 med 8-8-6-7-7 og Gribsvads Flora vandt også sin klasse med 8-8-7-7-8.

***

Første lørdag i april skulle vi til hingsteshow på Sjælland, og dagen startede med at Gribsvads Mehle Jo havde fået et fint føl, og da vi havde set at det havde det godt, blev der læsset og sat kurs mod Sydsjælland. Vi havde fyldt lastbilen med hingste, og var klar til en god dag. Llanidan Cymro, Springbourne Equerry og Popsters General Jack blev alle nr. 2 i deres klasser, så det var rigtigt godt. Shamrock Micro Cleveland var i topform, og vandt sin klasse, blev sec. A senior champion, sec. A supreme champion og sidst men ikke mindst overall reserve champion, så meget bledre kunne det ikke blive. Det var et rigtigt godt show, med god stemning og mange gode dyr.

Tak til Zanne for billederne!

 
Marts
 

Der er kommet et par sec. C føl til - Gribsvads Little Jo har fået et kækt hingsteføl, og Gribsvads Vicki Jo et yndigt hoppeføl; begge efter Llanfihangel Hedd-Wyn.

***

Vi deltog i Hingsteshowet i Jylland med 3 hingste og det gik over al forventning. Ingen af dem havde været med i byen før, og var lidt imponeret af ridehuset og omgivelserne - de var også flotte. Men som sagt gik det rigtigt godt, Llanidan Cymro vandt sin klasse og fik adgang til juniorchampionatet.

Springbourne Equerry vandt også sin klasse og blev bronze junior vinder.

Popsters General Jack blev "kun" nr. 2 i sin klasse, men opnåede at blive sølv junior vinder, så vi var godt tilfredse med de tre hingstes første tur i byen.

Og som det plejer, var det et super flot afviklet show med masser af flotte præmier.

 
Februar
 
Det første sec. C føl er også født, og det var Gribsvads Lady-Look II, der fik et et dejligt hoppeføl.
 

Januar

 

Så er de første føl kommet, og igen i år er det sec. A der lægger ud. Gribsvads Pitzu og Gribsvads Sipsy har fået hvert et fint hingsteføl, begge efter Shamrock Micro Cleveland.

***

Et nyt år er skudt i gang, og i år venter vi spændt på føllene, idet det er første hele årgang efter hingstene Shamrock Micro Cleveland (sec. A) og Llanfihangel Hedd-Wyn (sec. C). Der er kommet et par enkelte føl tidligere efter Hedd-Wyn, som ser lovende ud.

 
 

Arkiv 2013

Arkiv 2012

Arkiv 2011

Arkiv 2010

Arkiv 2009

Arkiv 2008

Arkiv 2007

Arkiv 2006